Dommedagsprofeten

Medierne skriver for tiden, at regeringens racistiske såkaldte ‘integrationspolitik’ pludselig giver gode resultater og dermed har den præcis modsatte effekt, end den hidtil har haft. Dette bakker de op med en undersøgelse, der viser, at ti procent flere indvandrere er kommet i arbejde siden årtusindskiftet, hvilket angiveligt skulle placere Danmark i den europæiske top, hvad integration angår. Dette er dog det rene vrøvl.

At flere indvandrere kommer i arbejde er naturligvis en lykkelig udvikling. Det har længe været tiltrængt, da såkaldt ‘fremmede’ længe har kunne mærke, at racisme er udbredt på arbejdsmarkedet. Det har nemlig ikke været nok med en lægeuddannelse og et flot CV - Muhammed’er er buschauffører eller på kontanthjælp, og sådan er det jo bare. Et stigende antal beskæftigede er dog ikke i sig selv et tegn på god integration. Hvis resten af samfundet har oplevet en lignende stigende beskæftigelse, hvilket, hvis man tænker på den positive økonomiske udvikling op til finanskrisen, virker sandsynligt, går integrationen nemlig præcis lige så skidt som før.

Selv hvis der er kommet flere indvandrere i arbejde end resten af samfundet, skyldes det ikke nødvendigvis bedre integration. En anden undersøgelse, jeg desværre kun kan spore tilbage til en Urban-avis jeg læste for noget tid siden, viste nemlig, at de forskellige etniske grupper og nationaliteter i høj grad holder sig i samme branche. Minimum en tredjedel af alle af pakistansk afstamning var således bus- eller taxachauffører. Dette skyldes sandsynligvis, at de ligesom alle andre hovedsageligt finder nyt arbejde gennem deres vennekreds og netværk. At en ualmindeligt stor del af pakistanere kører bus eller taxa tyder altså på, at deres netværk primært består af andre pakistanere - og/eller, at det er vanskeligt at blive ansat andre steder.

Det er heller ikke så overraskende, at der med tiden kommer flere og flere indvandrere i arbejde. Eftersom de længe har været en i høj grad ubrugt ressource, er det kun et spørgsmål om tid, før virksomhederne må se bort fra deres fordomme ved ansættelser, hvis de da ikke ønsker ubesatte stillinger.

At bedømme et lands integration ud fra beskæftigelse er i øvrigt i bedste fald dybt naivt. Antallet af og problemet med indvandrebander er eksempelvis boomet voldsomt i det præcis samme tidsrum som det, der åbenbart har båret præg af bedre integration. Mange af disse unge, kriminelle indvandrere er således psykisk syge, og på det retspsykiatriske hospital, Sct Hans Hospital, er indvandrere stærkt overrepræsenteret. Selvom der ikke skal det store til for at få diagnostiseret ADHD som etnisk dansker, og mange sandsynligvis blot er aggresive, er det ikke særlig let for indvandrere at få samme diagnose. Asylansøgere presses endnu hårdere og kan nu sendes tilbage til borgerkrig og ofte den visse død eller torturpræget fængselsstraf, og der findes mange andre eksempler, hvor situationen for og diskriminationen af indvandrere blot er blevet forværret de seneste mange år.

Det er derfor dybt naivt, hvis ikke direkte manipulerende, at tale om en forbedret integration blot pga. nogle tilsyneladende positive beskæftigelsestal. Det er som at påstå, at Kina er befolket af en massiv del dybt kriminelle mennesker og bakke det op i de chokerende høje henrettelsestal. Man bliver nødt til at se hele billedet og anskue samfundet som helhed, og så bør der ikke være nogen tvivl om, at den danske integrations- og udlændingepolitik er dybt problematisk, inhuman og ulækker.