Dommedagsprofeten

Torsdag aften var jeg i Albertslund for at snakke omkring det kreative arbejde, der skal laves den nærmeste fremtid i det socialistiske netværk Progressive Unge Socialister, hvor jeg er aktiv. Udover de mere seriøse diskussioner blev det til en del pjat, så klokken havde passeret 23, da vi begyndte at bevæge os hjemad.

Cirka kvart over 23 ankom bussen mod Ishøj til stationen. Grundet en blanding af søvnløshed og computerspil fik jeg ikke sovet mere end et par timer natten før, så jeg var godt smadret på det tidspunkt. Jeg bad derfor buschaufføren vække mig på Ishøj, hvis jeg faldt i søvn. Noget, der er sket før, hvilket har bragt mig til så triste steder som Herfølge og Karlslunde midt om natten og har frarøvet min mor hendes nattesøvn. Af en eller anden grund valgte han ikke at gøre dette. Hvad fanden, det var nat, så jeg ville sikkert selv kunne finde på at glemme det. Da jeg på utrolig vis faldt i søvn i løbet af busturen på et kvarter, kørte jeg derfor videre og endte et sted tæt på Buddinge Station. (Ja, ulovligt. Pis, nu skriver Hodja ondt om mig igen.)

Med al respekt for Buddinge og dens indbyggere, er det ikke et fedt sted at være en torsdag nat uden penge eller tændt mobil, efter den sidste bus er kørt og alle folk sover. Efter ti minutters panisk gang rundt til alle stoppesteder, gik det op for mig, at der nok ikke var meget at gøre. Jeg måtte vel bare at gå. (Godt, at jeg ikke anede, hvor Buddinge ligger, for så havde jeg nok bare opgivet og i stedet lagt mig til at sove.)

Efter lidt over en halv times gang kom jeg i tanke om, at jeg vel kunne blaffe. En ting, jeg egentlig altid har troet kun foregik i gyserfilm. Jeg fik stoppet tre taxachauffører, hvoraf kun den ene havde medfølelse nok til at køre en fattig teenager et kort stykke vej gratis. Ti minutters irritation blev det dog kun til, for længere tog det ikke, før en fantastisk mand fra Banedanmark ignorerede det faktum, at han var på arbejde, og man i Danmark anses for sindsyg, hvis man ikke undgår social kontakt med fremmede, for i stedet at køre mig hjem og redde mig fra diverse overfald og manglende timers søvn.

Da han satte mig af, takkere jeg naturligvis mange gange, men han svarede blot ydmygt, at “det var da så lidt”. Dette svar er netop også grunden til, at jeg skriver dette indlæg, der i øvrigt strider kraftigt imod mit løfte om ikke at skrive om min egen dagligdag. For ham var det nemlig ikke det store besvær, da det højst forlængede hans rejse med et kvarter. Betydningen for mig var dog meget større, da det sparede mig for et par timers ekstra gang.

Der skal så lidt til for at gøre andre menneskers dag bedre. Det kan være et lift som i mit tilfælde, eller noget så simpelt som et opløftende smil til dem, du møder på gaden. Kan du forestille dig, hvor gladere vi allesammen ville være, hvis vi erstattede vores pinligt intollerante og asociale frygt for alle fremmede med overbærende, medfølende solidaritet? Hvem ved, verden kunne måske være et positivt sted at være.