Dommedagsprofeten

Hvordan var tirsdag morgen for dig? Meget normal, ikke? Morgenmad, morgenkaffe, morgenstress og hvad der ellers hører til i den moderne verden. Der var dog en enkelt familie på Christiania, der fik frataget deres ret til de to første ting, men til gengæld fik rigeligt af den sidste. Politiet valgte nemlig denne kolde morgen, at nu var det tid til at ødelægge den (ifølge dem) ulovligt opførte øverste halvdel af huset. Uden at nogle gad at besvære sig med at give en forklaring, bankede politiet på for at bede beboerne pænt (…) om at skride ud af deres hus. Det hastede åbenbart for meget til, at betjentene kunne nå at sige noget om, hvad der skete. Nå ja, og til at en 61-årig mand ikke måtte få sin livsnødvendige hjertemedicin med, men man har jo ikke tid til det hele.

Ikke overraskende samledes en gruppe mennesker sig rimelig hurtigt efter på Christiania. Allerede omkring den statslige ødelæggelse af hjemmet var der folk ved stedet, ligesom en SMS-kæde var sat i gang om, at en demonstration ville gå i gang klokken 11. Demonstranterne protesterede over, at politiet åbenbart så stort på, at retten omkring en uge efter aktionen skal tage stilling til, om Christiania har lov til at bestemme over området. Eller med andre ord: At staten ødelægger andre folks hjem, før de ved, om de har loven på deres side eller ej.

Jo flere mennesker der kom, desto mere så det ud til, at det kunne komme til at gå heftigt for sig, som det før har gjort i lignende sager. Dette forsøgte politiet at forhindre ved at ophidse de allerede vrede folkemasser endnu mere ved at fratage dem deres ret til at sige deres mening på åben gade og med stave gemme dem af vejen, så “de normale” ikke behøves høre eller se, hvad politiet render rundt at laver. Det er jo ikke nødvendigt at diskutere, som politiet så smukt var ude at sige efter Luk Lejren, hvor den brede skare af bedsteforældre og børn i klapvogn blev gasset for at bede om lidt medmenneskelighed.

Skal man tro på medierne, hvilket man sjældent skal, var det da også en samling voldspsykopater, der havde samlet sig. Skal man tro sandheden, var der dog alligevel langt fra fredeligt, da der f.eks. blev kastet lidt kanonslag og molotov-cocktails. Christiania var hurtigt ude at sige, at de kæmpede hårdt for en fredelig manifestation, men at de ikke kan styre, hvordan folk kommer ud med deres vrede. Desværre ikke, for udsigten til vold fik mig til at holde mig langt væk fra demonstrationerne.

For selvom jeg er stærk tilhænger af Fristaden og brænder for at kæmpe for dens eksistens, er det noget af et kompromis for mig samtidig at støtte al den vold og hærværk, der ofte hører til en Christiania-demonstration. Jeg forstår udmærket godt, at politiets brutale fremfærd og dårlige timing skabte raseri hos folk. Vreden inden i mig voksede også i takt med, at jeg hørte historier fra området. At den vrede vægtes højere end en gennemtænkt, seriøs og gavnlig demonstration er dog for mig uforståeligt, for jeg kan desværre ikke se, hvad Fristaden fik ud af tirsdagens aktioner, hvis det vel og mærke skal være noget positivt.

Der er desværre efterhånden kommet en tradition for, at venstreorienterede demonstrationer skal præges af sortklædte, maskerede folk, der ikke er blege for at puste lidt til ilden ved at kaste sten og flasker mod politiet. De reagerer på de mange af eksempler på politibrutalitet, siger de, men stopper ikke op for at overveje, om politiet ikke netop bliver mere og mere ekstreme pga. det faktum, at der ofte er en form for vold eller hærværk til demonstrationer, hvilket er deres job at bekæmpe. Det er heller ikke gået op for dem, at der er en vis mangel på sammenhæng mellem en voldelig fremfærd blandet med en stereotyp af politiet som “kapitalismens lejehær” og en socialistisk tankegang baseret på solidaritet og fred.

Jeg er derfor i et stort dilemma, hver gang jeg hører om en demonstration. Solidariske demonstrationer med fantastiske budskaber ville jeg med glæde deltage i, hvis min tilstedeværelse ikke samtidig ville være en vis støtte til de mere militante grupper, der også er til stede. Luk Lejren-aktionen er et meget godt eksempel: Selvfølgelig skal koncentrationslejren lukkes, og Danmark skal holde op med deres statsracisme, men opnår man virkelig det ved at ødelægge hegn?

Samme kritik har jeg til dem, der tror, de støtter Christiania ved at rende rundt og lege tag-fat med politiet om natten. Tror I selv, at politiet og staten opgiver, bare fordi I truer dem med brosten (hvilket i sig selv er en stor, fed fuck-finger til Christiania, der gang på gang kæmper for fred)? Hvis det endelig ender i gadekamp og konfrontation, har politiet et noget større våbenarsenal at trække på. Det grænser sig dermed til det rene idioti at påstå, at Fristaden har sejret grundet konfrontationen. Ja, i dag er der fred, men har historien ikke vist, at de blot kommer bragende med endnu større styrke i morgen? (Hvis regeringen vel og mærke ikke fjernede alle penge fra velfærdsstaten og gemte det væk til skattelettelser.)

Dette er ikke en accept at politiets handlinger, der ofte er voldsomt overdrevne, brutale og til tider utroligt ubehagelige, grænsende til det facistoide. Betjentene og deres overordnede skal ligesom demonstranterne spørge sig selv, om de ikke er med til at bidrage til konflikten vha. overdrevent voldelige og konfrontative attituder og metoder. Det er nærmere en opsang til alle om at tænke sig om, når de kæmper for samfundet. Handling taler højere end ord - også når man kæmper om fred, men har en brosten i hånden.