URBANblog

Væk med voldelig kamp for fred

Hvordan var tirsdag morgen for dig? Meget normal, ikke? Morgenmad, morgenkaffe, morgenstress og hvad der ellers hører til i den moderne verden. Der var dog en enkelt familie på Christiania, der fik frataget deres ret til de to første ting, men til gengæld fik rigeligt af den sidste. Politiet valgte nemlig denne kolde morgen, at nu var det tid til at ødelægge den (ifølge dem) ulovligt opførte øverste halvdel af huset. Uden at nogle gad at besvære sig med at give en forklaring, bankede politiet på for at bede beboerne pænt (…) om at skride ud af deres hus. Det hastede åbenbart for meget til, at betjentene kunne nå at sige noget om, hvad der skete. Nå ja, og til at en 61-årig mand ikke måtte få sin livsnødvendige hjertemedicin med, men man har jo ikke tid til det hele.

Ikke overraskende samledes en gruppe mennesker sig rimelig hurtigt efter på Christiania. Allerede omkring den statslige ødelæggelse af hjemmet var der folk ved stedet, ligesom en SMS-kæde var sat i gang om, at en demonstration ville gå i gang klokken 11. Demonstranterne protesterede over, at politiet åbenbart så stort på, at retten omkring en uge efter aktionen skal tage stilling til, om Christiania har lov til at bestemme over området. Eller med andre ord: At staten ødelægger andre folks hjem, før de ved, om de har loven på deres side eller ej.

Jo flere mennesker der kom, desto mere så det ud til, at det kunne komme til at gå heftigt for sig, som det før har gjort i lignende sager. Dette forsøgte politiet at forhindre ved at ophidse de allerede vrede folkemasser endnu mere ved at fratage dem deres ret til at sige deres mening på åben gade og med stave gemme dem af vejen, så “de normale” ikke behøves høre eller se, hvad politiet render rundt at laver. Det er jo ikke nødvendigt at diskutere, som politiet så smukt var ude at sige efter Luk Lejren, hvor den brede skare af bedsteforældre og børn i klapvogn blev gasset for at bede om lidt medmenneskelighed.

Skal man tro på medierne, hvilket man sjældent skal, var det da også en samling voldspsykopater, der havde samlet sig. Skal man tro sandheden, var der dog alligevel langt fra fredeligt, da der f.eks. blev kastet lidt kanonslag og molotov-cocktails. Christiania var hurtigt ude at sige, at de kæmpede hårdt for en fredelig manifestation, men at de ikke kan styre, hvordan folk kommer ud med deres vrede. Desværre ikke, for udsigten til vold fik mig til at holde mig langt væk fra demonstrationerne.

For selvom jeg er stærk tilhænger af Fristaden og brænder for at kæmpe for dens eksistens, er det noget af et kompromis for mig samtidig at støtte al den vold og hærværk, der ofte hører til en Christiania-demonstration. Jeg forstår udmærket godt, at politiets brutale fremfærd og dårlige timing skabte raseri hos folk. Vreden inden i mig voksede også i takt med, at jeg hørte historier fra området. At den vrede vægtes højere end en gennemtænkt, seriøs og gavnlig demonstration er dog for mig uforståeligt, for jeg kan desværre ikke se, hvad Fristaden fik ud af tirsdagens aktioner, hvis det vel og mærke skal være noget positivt.

Der er desværre efterhånden kommet en tradition for, at venstreorienterede demonstrationer skal præges af sortklædte, maskerede folk, der ikke er blege for at puste lidt til ilden ved at kaste sten og flasker mod politiet. De reagerer på de mange af eksempler på politibrutalitet, siger de, men stopper ikke op for at overveje, om politiet ikke netop bliver mere og mere ekstreme pga. det faktum, at der ofte er en form for vold eller hærværk til demonstrationer, hvilket er deres job at bekæmpe. Det er heller ikke gået op for dem, at der er en vis mangel på sammenhæng mellem en voldelig fremfærd blandet med en stereotyp af politiet som “kapitalismens lejehær” og en socialistisk tankegang baseret på solidaritet og fred.

Jeg er derfor i et stort dilemma, hver gang jeg hører om en demonstration. Solidariske demonstrationer med fantastiske budskaber ville jeg med glæde deltage i, hvis min tilstedeværelse ikke samtidig ville være en vis støtte til de mere militante grupper, der også er til stede. Luk Lejren-aktionen er et meget godt eksempel: Selvfølgelig skal koncentrationslejren lukkes, og Danmark skal holde op med deres statsracisme, men opnår man virkelig det ved at ødelægge hegn?

Samme kritik har jeg til dem, der tror, de støtter Christiania ved at rende rundt og lege tag-fat med politiet om natten. Tror I selv, at politiet og staten opgiver, bare fordi I truer dem med brosten (hvilket i sig selv er en stor, fed fuck-finger til Christiania, der gang på gang kæmper for fred)? Hvis det endelig ender i gadekamp og konfrontation, har politiet et noget større våbenarsenal at trække på. Det grænser sig dermed til det rene idioti at påstå, at Fristaden har sejret grundet konfrontationen. Ja, i dag er der fred, men har historien ikke vist, at de blot kommer bragende med endnu større styrke i morgen? (Hvis regeringen vel og mærke ikke fjernede alle penge fra velfærdsstaten og gemte det væk til skattelettelser.)

Dette er ikke en accept at politiets handlinger, der ofte er voldsomt overdrevne, brutale og til tider utroligt ubehagelige, grænsende til det facistoide. Betjentene og deres overordnede skal ligesom demonstranterne spørge sig selv, om de ikke er med til at bidrage til konflikten vha. overdrevent voldelige og konfrontative attituder og metoder. Det er nærmere en opsang til alle om at tænke sig om, når de kæmper for samfundet. Handling taler højere end ord - også når man kæmper om fred, men har en brosten i hånden.

3 kommentarer

  1. Karmus d. 31. oktober 2008

    Nick, du er en meget god prædikant for fred og frihed, men statsapparatet er simpelt hen ikke så lyserødt som du indirekte får det til at lyde. Jeg kan fx henvise dig til et fremragende indlæg, som jeg ved du nok næppe er enig med, på et af de fora du holder til på, der fremhæver en relevant modpointe til din dundertale om pacifistisk, ikke-konfrontativ modstand (ja, jeg var til Luk Lejren, og ja, jeg blev gasset tre gange):
    http://forum.anarcho.dk/viewtopic.php?id=1070

    Vi kan selvfølgelig nemt blive enige om at voldelig modstand frem for alt løser nogle problemer, for det gør det ikke, og det tror jeg også de såkaldte ‘venstreorienterede’ aktivister (mange af dem er næppe særlig reflekterende politisk over deres handlinger, lad mig sige det sådan), men det viser handling og modstand og at man ikke vil finde sig i hvad som helst.

    Derfor bakker jeg op om riotsne omkring fristaden den dag. Politiet kommer med en unødvendig provokation for at lægge maksimum pres på retssagen om Christiania har vundet hævd over området, og provokationen besvares ligeledes med en ‘provokation’ = optøjer. Dette virker for mig logisk nok.

    Det er selvfølgelig ærgerligt at dette også skal gå ud over almindelige borgeres private ejendomsret(!) vel og mærket, men de er nu engang tilfældige og uheldige ofre i et politisk spil som politiet agerer håndlangere for. Man må som minimum håbe på at de har en forsikring, og dog er det ærgerligt at almenvellets penge skal gå til et problem som politikerne skabte ved Christianialovens indførelse i 2004.

    I stedet foreslår jeg både dig og de hærgende demonstranter at læse teoretisk om anarkisme og dens kampformer inden man går ud i gaderne og hærger. I har begge meget at lære om legitime modstandsformer.

  2. Karmus d. 31. oktober 2008

    * “Vi kan selvfølgelig nemt blive enige om at voldelig modstand frem for alt løser nogle problemer”
    …IKKE løser nogle problemer

    * “og det tror jeg også de såkaldte ‘venstreorienterede’ aktivister”
    …godt ved

    Beklager fejlene - det gik lidt stærkt.

  3. kofod d. 15. november 2008

    Først og fremmest: Hvordan kan du få dig selv til at påstå, at jeg har et lyserødt billede af staten, når du udemærket kender mange af mine holdninger, og jeg i øvrigt slutter af med at sige, at politiet ofte er for voldelige? Det er, i bedste tilfælde, at lægge ord i munden på mig, og det bryder jeg mig ærligt talt ikke om.

    Derudover må du godt forklare mig, hvorfor du bakker op om riots ved Christiania, når vold ikke løser noget? Jeg går ud fra, at du netop kæmper for at løse nogle af verdens problemer, så hvorfor bruge taktikker, man selv finder håbløse? Irak-krigen bør have lært dig, at det er skidt at stole på dårlige taktikker. Ja, det viser handling, men handling er ikke i sig selv en positiv ting. Modstand siger du? Ja, hvis du mener modstand mod Staden, der gang på gang beder jer slappe af, for beboerne omkring Christiania og samfundet generelt, der skal betale for det.

    Selvfølgelig skal man vise modstand, når politiet kommer med unødvendige og aggresive provokationer. Deres opførsel ved de seneste ballader var utilgivelig, det er jeg enig i. Det nytter bare ikke noget at gå ud og lave ballade i gaderne. Staten får større udgifter, folks ejendom bliver smadret, og både staten og avisen får fantastiske argumenter for at fortsætte med at tale negativt om miljøet. Er det ikke lidt pinligt, at der altid er et par hundrede, der falder for politiets trick, der netop går ud på at gøre dem vrede og smadre både ruder og befolkningens respekt for og støtte til miljøet?

    Ja, jeg har uden tvivl noget at lære. Det har alle, dig inklusiv! Den sidste paragraf får dig til at lyde som en arrogant, bedrevidende nar, og da jeg kender dig, bør du tænke lidt over, hvad du skriver. Det er nemlig rimelig misvisende. Jeg har noget at lære, men hvis det er meningsløs vold blot for handlingens skyld, må jeg sige nej tak. Fred kommer ikke med krig.

Skriv en kommentar