Dommedagsprofeten

Den korruptions- og løgnkonkurrence, medierne har døbt det amerikanske præsidentvalg, rykker nærmere. De to store amerikanske partier har længe kæmpet en bitter strid om, hvem der kan lyve mest kreativt om den rivaliserende kandidat. Obama bliver kaldt en muslimsk terrorist grundet hans knytnævehilsner med kæresten, og John McCain kaldes den nye Bush trods en politik, der på trods af, de begge er republikanere, ikke ligefrem er ens. Bedst som alle var begyndt at blive trætte af deres forsøg på at snyde befolkningen, trådte Paris Hilton ind i kampagnen med en “valgvideo” og fjernede den smule seriøsitet, der var tilbage. Desværre kan vi dog ikke bare ignorere deres barnlige opførsel og magtbegær men tvinges til at tage stilling, da vinderen får den vigtige titel som præsident af verden … hvis man spørger dem selv.

Nu hvor det snart er tid til, at amerikanerne drager til stemmeurnerne, er det vigtigt for alle at tage stilling, hvis de ikke allerede har gjort det. Selv for ikke-amerikanere er beslutningen vigtig, eftersom vinderen vil få en utrolig magt. Selvom vi ingen stemmeret har, bør vi alligevel forsøge at præge valget i en retning, der er bedre for verden, vha. de redskaber, vi hver især råder over.

Nu hvor jeg er en venstreradikal terrorist, hvis man skal følge 180graders logik, (hvilket man ikke skal,) virker min favorit sikkert åbenlys: Barack Obama. Venstrefløjen i såvel USA som udlandet har længe stolet på Demokraterne og følt, partiet kæmper på deres side og fremmer en vis grad af vores holdninger. Det ses også i dette valg, hvor flertallet af danske venstreorienterede er ved at falde i svime over den måske første sorte amerikanske præsident. En stor del af USAs venstreorienterede går så langt som at anklage Ralph Naders tilhængere for potentielt at forære McCain sejren. Det på trods af, at Ralph Nader er den mest, måske endda eneste, venstreorienterede og solidariske kandidat til den så eftertragtede post.

Som du nok kan gennemskue, ville jeg næppe sætte mit kryds ud for Barack Obama, hvis jeg havde muligheden. Det bunder ikke ud i hverken racisme eller islamofobi - hvilket desværre er en faktor, da medierne på en bizar måde har overbevist mange om, at han er muslim. “Han hedder jo Hussein til mellemnavn!” Nej, min afstandtagen til Obama skyldes det simple faktum, at han netop ikke gavner venstrefløjen, og at Det Demokratiske Parti har ført venstrefløjen og andre ligesindede bag lyset alt for længe efterhånden.

Demokraternes politik er nemlig langt fra venstreorienteret. Obama, der bliver støttet af mange af verdens allerstørste banker og andre kapitalstærke grupper, støtter ikke blot frihandelsaftaler, der har skadet millioner fra arbejderklassen. Han ser op til Clintons velfærdsreform, der gjorde livet endnu sværere for etniske minoriteter og andre økonomisk svagt stillede og tvang singlemødre i ghettoen til at søge jobs, der ikke eksisterede, hvis de skulle have økonomisk hjælp. Det tvang dem til enten at tage til takke med underbetalte jobs, der ofte lå lange busture væk, eller trække på gaden. Denne reform var en vigtig medskyldig i de massive problemer, deriblandt overfyldte fængsler fulde af sorte og latinoer, og var dermed skyld i endnu større raceadskillelse i et ellers ufatteligt delt land.

Så man Obamas sejrstale, efter nomineringen var sikret, bør man også have indset, hvilken strategi han fører. Tilskuerne var vidne til et eminent ryk mod højrefløjen. Det virker altså som om, at Obama taler med to tunger: På den ene side lefler han for venstreorienterede og arbejderklassen, og på den anden side lokker han de store virksomheder og deres checks til og taler dermed imod netop arbejderklassen.

Hvordan kan han slippe afsted med det? Simpelt nok faktisk. Grundet det amerikanske to-partisystem står valget mellem republikanerne, de lidt mere moderate Demokrater, der dog stadig kun kan kategoriseres som højreorienterede, eller uafhængige kandidater, der pt. ikke har nogen reel chance for at vinde. Vil de venstreorienterede se konkrete resultater med det samme efter valget, har de dermed ikke noget andet valg end at vælge den, der taler mindst imod deres principper: Demokraterne. Der er dermed en lang række venstreorienterede, der lader sig tage til takke med nogle, der gang på gang har skuffet dem, da de ikke ser nogen anden udvej.

Det er der dog. De uafhængige kandidater findes stadig og repræsenterer dem meget bedre. Der findes faktisk venstreorienterede politikere, men de færreste tør stemme på dem. Jeg nævne før Ralph Nader, og ham bliver jeg lidt hos. Nader vil modsat de to store skære ned i det rekordstore militærbudget, som slår alle andre lande med mange længder. Hvad vil de andre? De vil såmen skrue op for det. Hvorfor Obama vil have mere militær, når han vil trække det tilbage fra bl.a. Irak, må stå for hans egen regning. Eftersom han ikke ønsker at dræbe hans efterkommere, vil han via en opprioritering kombineret med afgifter på CO2-udledning prøve at redde jorden fra dens undergang. I øvrigt vil han styrke fagforeninger i stedet for at splitte dem, beskytte borgerne fra økonomisk svindel og kriminalitet, så fængslerne ikke blot bruges på at radikalisere og ødelægge misbrugende bandemedlemmer som nu.

Langt størstedelen påstår, at Nader og andre som han ikke har nogen som helst chance for at vinde valget. De to partier er for magtfulde, siger de. Hvordan kan de nogensinde blive bekæmpet? På trods af dette stemmer en kæmpe del af USAs enorme underklasse ikke - Netop den type folk, Nader som den eneste bekymrer sig om. Og selvom Nader næppe vinder dette valg, vil det være en fiasko at vælge den “mindst dårlige” af de to store. Hvordan skal situationen så ændres? Man skal starte et sted. Jeg savner virkelig mod, håb og vilje fra venstrefløjen på dette punkt. Er det ikke os, der prædiker revolution og massive forandringer? De kommer næppe, hvis man ikke gider at kæmpe de lange, seje kampe.

Kom i gang!

Kilder:

Independent.co.uk - Terrorist Fist Jab

Does Obama Deserve Your Support?

Why Big Business Backs the Democrats - and why we shouldn’t

Obama declares victory, and shifts to the right

Ralph Nader Issues