Dommedagsprofeten

Hvis jeg skriver, at jeg er dybt uenig med liberalismen, er der næppe nogle, jeg skal besøge på hospitalet grundet hjertestop. Læsere, der har fulgt denne blog i noget tid, har sandsynligvis gættet sig frem til, at jeg anser liberalister og andre højreorienterede grupper for et af menneskehedens hidtil største problemer, der har kostet mange liv og meget fremgang. Hidtil har jeg haft svært ved at finde en præcis grund til denne afsky for den højre side af den politiske skala. Det har været meget brede, generelle begreber, jeg har associeret med de tanker, der hersker den. En diskussion forleden dag fik mig dog til at tænke, og jeg kom frem til en helt grundlæggende forskel på socialister og liberalister. En forskel, der klart understøtter min forkærlighed for socialismen og ligeledes mine anklager om, at liberalismen har trukket menneskeheden i en katastrofal retning og truer med at tilintetgøre den helt.

Meget forenklet går liberalismen ud på, at alt privatiseres, og det derved er det frie markede, der fordeler goderne og bestemmer priser og lønninger. Individet skal have mest mulig frihed til at tage sine egne valg og klare sig selv. Dybest set “Survival of the Fittest”: Det gælder om at udnytte ens egne muligheder bedst og sørge for sin egen lykke. Socialisme stræber derimod efter, at en relativt stor del styres af fællesskabet, så alle har lige stor mulighed for et ordentligt liv, og modsat liberalismen skal de rige dermed ikke have en naturlig fordel - ofte fordi der hverken findes rige og fattige, men blot ligestillede mennesker. Som sagt en meget forenklet definition af de to begreber, men de kan gå an.

I dyreverdenen er det instinktet, der styrer det hele. Instinktet sørger blot for, at de tænker på deres egen overlevelse uden i vid udstrækning at bruge tid på noget, der ikke gavner dem selv. Vi kan godt lide at fortælle os selv, at menneskeheden kan se bort fra dette instinkt og have omsorg, tænke på andre mennesker og gøre ting, der ikke nødvendigvis gavner os selv. Dette kan naturligvis også være tilfældet, eftersom vi i kraft af vores højt udviklede hjerne kan tænke abstrakt og ikke blot adlyde primitive, firkantede adfærdsmønstre. Jo mere viden vi får, desto større mulighed har vi for at se bort fra denne egoistiske og undertrykkende instinktive tankegang.

Socialisme ønsker, at alle skal have en reel mulighed for at tage en uddannelse, komme på hospitalet osv., modsat liberalismen, der kræver, at man skal have en vis kapital grundet at det skal skabe profit for dem, der står bag de forskellige funktioner. At liberalismen styres af markedskræfter vil naturligvis sørge for, at de rige uddannes bedre end de fattige - hvis de fattige da overhovedet uddannes. En privatisering af uddannelsessystemet vil nemlig medføre, at det koster penge at tage en uddannelse, og det har alle ikke råd til. I dag ejer et lille mindretal produktionsmidlerne og har langt størstedelen af pengene, og resten af verden præges af fattigdom og elendighed. Hvis uddannelse koster penge, vil de rige blive klogere i kraft af, at de kan tage en uddannelse, og de fattige må nøjes med en minimal portion viden. Ergo i højere grad nøjes med primitive, instinktlignende forsøg på at overleve. Når der findes en stor underklasse, der ikke er uddannede og har en lille udsigt til at blive det, vil overklassen lettere kunne undertrykke dem. De fattige har jo travlt med blot at få lidt mad på det bord, de desværre heller ikke har råd til at købe.

Når valget står mellem at støtte socialisme eller liberalisme, er det dermed et stort valg at tage. Nemlig valget om, om man ønsker at udnytte menneskets hjerne og sørge for, at alle har det godt, eller vi ønsker at udvikle os nedad, så vi bliver drevet af instinkter ligesom alle andre dyr. Valget burde være let.