Dommedagsprofeten

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive det her før valget, men så besluttede jeg, at jeg i det mindste kunne vente til efter valget med at ødelægge glæden for folk.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for nogle, at jeg stemte på Enhedslisten til dette Folketingsvalg. En stemme på Enhedslisten indebærer selvfølgelig en opbakning til Helle Thorning-Schmidt og en ny regering - og jeg sad og var lige så nervøs som alle andre, da mandaterne af og til var nervepirrende tæt. Havde Helle Thorning-Schmidt, havde jeg stortudet - uden overdrivelse.

Men det er i mangel af bedre.

Valget i går bliver fremstillet som en kæmpe sejr oppositionen - at nu har de endelig sejret efter 10 år, og “Helle Thorning kunne slå Løkke”. På trods af, at det teknisk set er tilfældet, vil jeg alligevel vove at påstå, at så snart euforien lægger sig, og man kigger nøgternt på resultatet, vil det gå op for de fleste, at sandheden er en noget anden.

Regeringen tabte valget - men det ville være kynisk at sige, at oppositionen blev valgt. Lars Løkke Rasmussen blev fravalgt - Helle Thorning-Schmidt blev ikke tilvalgt.

Socialdemokratiet fortsætter de senere på års tendenser og fik det dårligste valg i 108 år. SF, der for få år siden var helt oppe at flyve med en massiv fremgang og ungdommelig euforisk aura omkring dem, er gået kraftigt tilbage. Samtidig er Venstre det største parti, og Liberal Alliance har vendt 0,0% til 5,0% af stemmerne. To liberale partier er i fremgang - de to nye regeringsbærende, venstreorienterede partier går tilbage, med det dårligste valg siden starten af 1900-tallet til statsministeren. Hvilken sejr.

Men nøj, hvor jeg håber hun klarer den alligevel. Efter 10 år med de borgerlige er det livsnødvendigt for velfærdsstaten, at udviklingen vendes: investeringer i stedet for besparelser, og fordelingspolitik i stedet for væksttyranni. Udlændingepolitikken og udenrigspolitiken i sin helhed skal fundamentalt ændres, hvis Danmarks ry ikke skal præges af ord som “indelukket”, “racistisk” og “smålig” for bestandigt. Værdier som “solidaritet” og “empati” skal igen være blandt de vigtigste for folket.

Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg troede på det. Alle taler om, at Danmark har fået en rød regering - selvom det er noget vrøvl at sige om en regering, hvor et kraftigt styrket borgerligt parti sandsynligvis får centrale ministerposter. Et parti, som vil sende landets arbejdere direkte fra byggepladsen til sygesengen ved at afskaffe efterlønnen - fordi det åbenbart er asocialt at være rask, men socialt at knokle sin krop i stykker. Et parti, der vil fortsætte det statsstøttede røveri af fattige danskeres penge ved at give endnu flere topskattelettelser. Et parti, der midt i valgkampen var ved at spolere hele oppositionens (spinkle) sammenhængskraft ved pludselig at lave en alliance med den nu afgående, borgerlige regering - et tydeligt tegn på, at de vil sikre sig, at regeringens politik bliver trukket i en borgerlig retning. Muligvis er deres udlændingepolitik ikke fremmedfjendsk som VKO og S, men det siger lidt om dansk politik, at: “Jamen, de er jo ikke racister!” er et kompliment og ikke et fundamentalt krav.

Mit eneste håb er, at et styrket Enhedslisten formår at hive Helle Thorning-Schmidt i den rigtige retning - og sørge for, at regeringen rent faktisk bliver venstreorienteret. Jeg støtter op om Helle Thorning-Schmidt - for alternativet er værre. Jeg håber, selvom det nok er imod bedre vidende.

Jeg hepper - i mangel af bedre.